Hjernerystelse

Hjælp til at komme godt igennem 

NÅR KROPPEN SIGER FRA

 

Vi lever i et samfund, hvor der sjældent er tid eller ro til at lytte til vores krop. Mange har igennem mange år lært at overhøre kroppens signaler. Men når du har en hjernerystelse, er det vigtigt, at du genfinder kontakten til din egen krop og det, den fortæller dig. Hvis du forsøger at presse på og overhøre det, den fortæller dig, kan dit helingsforløb blive unødigt langt. Omvendt skal vi ikke bare lægge os i et mørkt rum og vente til symptomerne går væk – tværtimod: Hjernen har også brug for gradvis genoptræning og eksponering for de ting, der giver symptomer.

Det er blandt andet denne svære balance, jeg vil hjælpe dig med at finde.

 

HJÆLP til dig, der har hjernerystelse

 

Der findes mange og modsatrettede råd om, hvordan du skal komme godt igennem din hjernerystelse. Samtidig er du måske ramt på din evne til at skabe overblik, koncentrere dig, tage beslutninger, tænke klart med mere.

 Jeg tilbyder samtaleforløb for hjernerystelsesramte, der giver dig viden og redskaber til at komme godt igennem. Undervejs er vi opmærksomme på om der er copingstrategier, der plejer at virke for dig, men som i denne situation spænder ben for dig, for eksempel selvkritik/høje krav til dig selv, nervøsitet for at gøre noget forkert eller andet, der kan spænde ben for at du kommer bedst muligt igennem dette.

 

Hvordan er du ramt?

Måske oplever du, at din krop eller dit hoved ikke kan følge med i forhold til, hvad du har lyst til eller hvad din vilje kræver af dig.

Måske oplever du, at din krop og psyke er drænet for energi.

Måske er du ramt af håbløshed. Eller konstant uro, anspændthed og rastløshed.

Alle hjernerystelser er forskellige og alle rammes forskelligt fysisk og psykisk. 

Mange oplever kronisk dårlig samvittighed i forbindelse med en hjernerystelse. Dårlig samvittighed over for kolleger, partner, børn, familie og venner.

Mange oplever også et stort indre pres på at ”tage sig sammen” eller en indre tvivl på om det virkelig kan passe, at de mærker det de gør.

Det er også naturligt at blive ramt af bekymringer for fremtiden – bliver jeg nogensinde ”mig selv” igen? Hvor lang tid går der før jeg er symptomfri? Bliver jeg fyret fra mit arbejde? Hvad tænker familien? Osv.

Man kan blive ramt på psyken på mange og forskellige måder – f.eks. bekymringer, tristhed, nervøsitet, anspændthed, dårlig søvn. I forløbet får du hjælp til at håndtere de psykiske følger, der ofte er i forbindelse med en hjernerystelse.

 

Samtaleforløb for hjernerystelsesramte

Jeg har specialiseret mig i hjernerystelse, som jeg kender både som fagperson, pårørende og patient. 

 

I forløbet får du:

  • Viden om hjernerystelse, energiforvaltning, genoptræning/eksponering
  • Hjælp til at finde den optimale balance for dig mellem hvile og genoptræning
  • Øvelse i at skabe hjernepauser, blandt andet gennem mindfulness-øvelser
  • Redskaber til at finde ro, hvile og beroligelse
  • Hjælp til at indføre vaner, der giver dig god søvn
  • Hjælp til at lytte til din krops signaler – eller hjælp til at fjerne fokus fra symptomerne, hvis du har tendens til at lade symptomerne styre for meget
  • Øvelser eller fokuspunkter, du kan tage med dig hjem fra gang til gang
  • Redskaber til at håndtere tankemylder, bekymringer eller angst relateret til hjernerystelsen

Terapi i naturen for stress- og hjernerystelsesramte

Jeg tilbyder samtaleforløb i naturen for dig, der er ramt af stress eller følger efter hjernerystelse. Til klinikken er tilknyttet en naturgrund, hvor terapien kan foregå udenfor. Der er også mulighed for at integrere naturen mere aktivt i dit forløb, hvor jeg guider dig til at være i samspil med naturen som en del af din vej mod heling.

 

Kuldebade som terapi for krop og sjæl

Forskning peger på at kuldebade er gavnlig for både krop og psyke.  Der er lavet undersøgelser, der viser gode resultater ved kuldebade efter hjernerystelse eller stress for at dæmpe inflammation.

Når vi bader i koldt vand stimuleres nervesystemet, og det kan i kombination med åndedrætstræning være med til at skabe balance i et stresset nervesystem.

 Ønsker du guidning for at føle dig tryg ved at komme igang med kuldebade, tilbyder jeg dette.

Henvisning fra læge, forsikringsselskab eller arbejdsplads:

Tal med din læge – måske kan du få en henvisning på et af nedenstående kriterier. Det giver 12-24 sessioner med tilskud fra sygesikringen. 

– trafik- og ulykkesofre (henvisningsårsag 2)

– personer ramt af alvorligt invaliderende sygdom (henvisningsårsag 4)

Måske har du fået symptomer på depression eller angst i forbindelse med din hjernerystelse – hvis din læge vurderer dette er tilfældet, kan du også få en henvisning på disse kriterier (kriterie 10 og 11)

Mange arbejdspladser, forsikringsselskaber og sundhedsforsikringer dækker helt eller delvist behandling i forbindelse med hjernerystelse.

Priser: se under fanebladet “praktisk”